onsdag den 2. januar 2019

Nyt år giver nye muligheder

Dette nytår fik mig til at tænke over noget, som virkelig godt kan irritere en empatisk sjæl som mig. Folk er ved at blive så grusomme, at det næsten nærmer sig det kvalmende. Vi så det, da Folketinget åbnede efter sommerferien, og vi så det også på de sociale medier, efter statsministeren havde holdt sin nytårstale i går.


Der er ALTID nogen, der ikke er tilfredse. De sidder nærmest med en afkrydsningsliste med det eneste formål at fremhæve det, der ikke blev sagt i stedet for at koncentrere sig om rent faktisk at lytte til det, der blev sagt.

Misforstå mig ikke. Man må gerne være uenig, når man har hørt hvad der er blevet sagt. Men kunne det ikke være befriende, hvis man bare engang imellem hørte noget positivt fra selv politiske modstandere?

Al positiv udvikling starter med os selv.

Det er som om, vi glemmer, at vi aldrig får startet denne positive proces, hvis ikke vi selv er parate til at anerkende de gode ting FØR vi kommer med kritik. Hvis en nytårstale på et kvarter slet ikke indeholder noget positivt overhovedet, så hellere bruge tiden på noget andet. Der er da ingen grund til at se en tale, hvis det eneste man får ud af den er en masse dårlig energi og stridslyst, vel? :-)

Jeg vil bestemt ikke forklejne uenighed. Det er altid sundt, at vi udfordrer vores holdninger til tilværelsen, men i år må jeg nok sige, at reaktionerne har været lidt for forudsigelige. Det er valgår, og det mærkes så ganske tydeligt.

Hvad er din holdning til nytårstalen, kære læser? Smid gerne en kommentar.

Fortsat god dag herfra - jeg håber naturligvis I er kommet godt ind i det nye år.